“Hen ad vejen” er titlen på den bog, som Peter arbejdede på, helt op til sin død. Digtsamlingen hænger sammen med CD’en ”For enden af vejen”, som Peter nåede at udgive få måneder før sin død.

Peter Abrahamsen digtsamling strækker sig over levet liv i to væsentlige perioder i hans mere end 80 årige liv. Digtene ligger op ad sangskrivningens og det personlige tilbagebliks kunst. Man er ikke i tvivl om, at det er en sanger og sangskriver, der har skrevet dem. Nogle af digtene kan direkte læses som sangtekster, hvor man kan forestille sig, at Peter Abrahamsen om lidt sætter melodi til.

Dertil kommer de mere berettende digte, som tager udgangspunkt i en oplevet begivenhed, det kan være en begravelse, et rejseminde eller et øjebliksbillede. Men der er flere former endnu, det ganske korte kærlighedsdigt eller det større anlagte politiske digt. Fine hver især, skrevet med en sympatisk forsigtighed, og alle med Peter Abrahamsens umiskendelige aftryk: Den politisk engagerede, den iagttagende, den livsfilosoferende, den fortællende.

Man har indtryk af, at man kender Peter Abrahamsen, når man læser digtene, trods digtenes forskellighed. Det fortæller noget om digtenes indhold, og også noget om en vis genkendelighed i hans tone. Særligt læsere, der har fulgt musikeren Peter Abrahamsen eller mødt ham undervejs, fra han debuterede som 16-årig sanger i 1958 gennem livet til de sidste koncerter, vil føle sig meget hjemme i hans univers.

Peter fortæller selv i indledningen:

Få dage, før min kone og jeg flyttede fra Falster i 2021, fandt
vi en let mugnet flyttekasse i garagen, som jeg ikke havde
rørt, siden vi var flyttet ind 21 år tidligere. Faktisk havde jeg
ikke rørt den, siden jeg blev skilt og flyttede fra min forrige
kone. Det var i 1986, godt 35 år og tre børn tidligere.
Musene havde gjort et godt indhug i de forskellige gemte
mapper, udklip og dokumenter, men heldigvis skånet en solid
papæske, som indeholdt sirligt renskrevne digte nedfældet på
skrivemaskine. Digte, der beskrev en vigtig politisk tid, såvel
som en tid med turbulens i det personlige liv. Indimellem
nogle tilbageblik på min barndom i 1940’erne. Digte, jeg
havde samlet, renskrevet, korrekturlæst og redigeret og…ja,
så var der ikke sket mere med dem. De var lagt ned i æsken, på
vej ud af det ene liv og ind i det næste.

Da Peter genfandt sine gamle digte, valgte han nogle ud og parrede dem med et tilsvarende antal digte fra den periode, han stod i nu.

Det er blevet til 33 digte og en bog med et omfang på 64 sider. Som han skriver til sidst:
En verden set med samme mands øjne, blot med 30 års mellemrum, ja, med 30 års livserfaring senere.


Bogen udkommer på Forlaget Amedia.
Bogen koster 150 kroner og trykt i et begrænset oplag.
Bogen bliver til salg i almindelige boghandler efter koncerten.

Du kan forudbestille bogen her . Klik og betal med kontokort.
Husk at skrive dit navn, adresse samt telefon og email, da jeg ellers ikke kan sende pakken.