Søndag eftermiddag den 26. januar 2025 vil sangeren, musikeren, komponisten, produceren, igangsætteren, bookeren og forfatteren Peter Abrahamsen blive mindet. Det sker ved en koncert i Arbejdermuseets smukke sal i Rømersgade midt i København.

KONCERTEN er udsolgt!!

Koncerten er støttet af Edition Wilhelm Hansen og pladeselskabet Exlibris.

Bemærk, at du også samtidig med billetkøbet kan forudbestille en særlig mindepakke med Peters sidste digte og sidste CD.
Ved koncerten vil Peters digtsamling ”Hen ad vejen” tillige udkomme. Den arbejdede han på ved sin død, og den udgives som tvilling til CDen ”For enden af vejen. Den havde release november 2023, få måneder før hans død 4. maj 2024.

Her kan du læse nærmere om koncerten:

Peter Abrahamsen døde den 4. maj i år, 82 år, efter et langt og arbejdsomt liv. Han efterlod et stort og vigtigt aftryk i den musikalske Danmarkshistorie.

21 kunstnere vil spille og synge til minde om kollegaen. De repræsenterer hver for sig en tidsepoke i Peters musikalske liv, som for eksempel den portugisiske fado, den amerikanske cajunmusik og den politiske sang, den danske sangskat og selvfølgelig Peters egne tekster og melodier. Samtidig har de alle haft nær kontakt med Peter. Han har enten har spillet sammen med dem eller har hjulpet dem med at realisere udgivelser med afgørende betydning for dem og deres karriere. Peter er for eksempel ikke uden grund blevet kaldt grundlæggeren af ”den litterære bølge” i 1970-90ernes musik.

Musikken er af høj kvalitet: Musikerne er Pia Raug, Lasse Helner, Mathilde Bondo, Marianne Mortensen, Michael Vesterskov, Søren Krogh, Stanley Samuelsen, Jens Glindorf, Rikke Bruhn, Janne Lærkedahl, Torben Kjær, trioen Urolige Hjerter (Franka Birn, Line Felding, Sidse Holte), Søren Thuesen, Leif Ernstsen, Bente Kure, samt hans faste orkester Ole Bendix, Kristian Lassen, Bo Liengaard. Ditte Scharnberg, datter af Carl Scharnberg, vil bidrage med et digt, som hendes far har skrevet specifikt til Peter. De to turnerede i mange år med arbejdersange i fagforeninger, organisationer og ved politiske sammenkomster.


I pausen kan der købes kaffe og en helt speciel gulerodskage, som i 13 år blev serveret hver måned ved de prisbelønnede dagligstuekoncerter i Maglebrænde gamle Skole på Falster.

Praktisk:
Koncerten finder sted den 26. januar kl 15-17 på Arbejdermuseet, Rømersgade 22, 1362 København K. Der er begrænset plads, så man skal være hurtigt ude.

Yderligere oplysninger
Koncertansvarlig: Abelone Glahn info@abeloneglahn.dk tlf 2425 4852