Hvad var det dog der skete?
Foredrag om Kaj Munk onsdag den 3. maj kl 19.00
Ved Hans Jørgen Møller, tidl. højskoleforstander og journalist.
Kulturgruppen Mødestedet i Ejerforeningen Lundevangen åbner for muligheden for at komme til foredrag om Kaj Munk
I sine unge dage så Kaj Munk op til Tysklands diktator Adolf Hitler og Italiens Benito Mussolini. Det skulle dog snart ændre sig, og præsten fra Vedersø i Vestjylland blev herefter symbolet på den danske modstand mod Nazityskland og dets besættelse af Danmark. Så stærk var hans modstand, at han endte med at blive likvideret af Gestapo natten til den 3. januar 1944 i Hørbylunde Bakker ved Silkeborg.
Men hvad var det, der drev digterpræsten Kaj Munk til vedblivende at tale Hitler midt imod? Søgte han bevidst sit eget martyrium – eller var der andet på spil?
Onsdag den 3. maj, dagen før arrangementet for højtideligholdelsen af befrielsen i Mindelunden, fortæller forhenværende højskoleforstander Hans Jørgen Møller, hele historien om den sammensatte person, som først nu for alvor er ved at blive rehabiliteret i det officielle Danmark. Det sker ved et foredrag i Lundevangen kl. 19.00.
Hans Jørgen Møller er uddannet lærer og journalist. Han har blandt andet været ansat som kulturskribent på Dagbladet Politiken i 18 år, hvorefter han blev forstander på Seniorhøjskolen Marielyst på Falster, hvor han selv stammer fra. Efter otte år på posten gik han på pension, og holder nu foredrag om kulturelle emner rundt om i landet, ligesom han jævnligt anmelder film, teater og bøger for det lokale dagblad Lolland-Falsters Folketidende.
Bemærk: Foredraget skulle oprindeligt have været sammen med musikeren Peter Abrahamsen, men på grund af et uheldigt fald, må Peter desværre melde fra. Peters musik vil blive afspillet før og efter foredraget.
TILMELDING TIL KAJ MUNK FOREDRAG onsdag den 3. MAJ kl 19.00
Pris: 80 kroner
Bemærk, der er kun begrænset antal pladser til folk udefra.
Tid: onsdag den 3. maj kl 19.00
Sted: Lundevangens festlokale på 1. sal
Tuborgvej 11
2900 Hellerup