82-årige Peter Abrahamsen sætter punktum med CD udgivelse i november 2023

Den 24. november 2023 udgiver musikeren og sangeren, den 82-årige Peter Abrahamsen CD’en ”For enden af vejen.” CD’en indeholder fire nye numre samt fem genudgivelser, der ikke hidtil har kunnet købes på CD.

  • Jeg kan i dag se tilbage på et langt og godt liv med musik, som jeg gerne vil sætte et passende punktum for, fortæller Peter Abrahamsen.
  • Jeg har været utrolig privilegeret og har haft mulighed for at afprøve alle de ting, jeg havde lyst til, både foran på og bag scenen. Nu er det tid at afrunde med nogle af de sange, der har haft betydning for mig helt fra barndommen og op til nu.

På CD’en findes således både barndommens ”En sømand har din enegang” og ”Molly Malone”, sidstnævnte som en af de sange, der forekommer i den for Peter så afgørende sang- og melodibog ”The Fireside Song Book”. Den havde Peters far med sig hjem fra en rejse til USA i slutningen af 1940erne. Den indeholder et hav af traditionelle klassikere, som blev Peters musikalske fundament.

Et helt nyt nummer er ”Høje bjerge, dybe dale”, sunget af Gospelkoret Oikos. Peters melodi er arrangeret for kor af pianisten Torben Kjær.

  • Jeg er meget glad for, at det endelig er lykkedes mig at lave en fællessang, som jeg meget optimistisk håber, kommer med i Højskolesangbogen. Den handler om at passe på den verden, vi har i dag, forklarer Peter Abrahamsen.

Det er også første gang, sangen ”Vist er det vår” bliver indspillet. Det er en tekst af Sigfred Pedersen, som er sat i musik af Torben Kjær og sunget af Janne Lærkedahl. Digtet er skrevet på et ark fra en kassekladde og givet til daværende koncertarrangør Ernst Trillingsgaard, der i 1964 havde Sigfred Pedersen på turné i Vestjylland og indkvarterede digteren i et sommerhus med udsigt over Limfjorden. Dét gik lystigt for sig.

Peters valg af sange til ”For enden af vejen” er en hilsen til alle, der har fulgt ham gennem tiden. Det afsluttende nummer ”Kun en dag, et øjeblik ad gangen”, minder os om, at vi ikke skal lade bekymringer overskygge livet: – For jeg véd, der er én, der holder hånden under os, siger Peter.

Det er en særlig glæde, at fire af Peters børn medvirker på CD’en: Datteren Franka Birn medvirker på ”Molly Malone” og ”Kun en dag”, Troels Abrahamsen på ”Men’sker bliver spist i Polynesien”, Albert Glahn-Abrahamsen spiller cajon på ”Molly Malone”, og Valdemar Glahn-Abrahamsen medvirker i Gospelkoret Oikos, der synger ”Høje Bjerge”.

På CD’en medvirker også de musikalske venner, der i mange år har været med på Peters egne produktioner, blandt andre Janne Lærkedahl, Torben Kjær, Ole Bendix, Bo Liengaard, Kristian Lassen og Stanley Samuelsen.

Peter Abrahamsen debuterede som sanger som 16-årig i 1958 og har virket både på og bagved musikscenen hele livet. Hans karriere er en del af den musikalske danmarkshistorie og har omfattet såvel egne som andres produktioner; han blev kendt som Danmarks svar på Lonnie Donegan i slut50’erne, under navnet Peter Abrams. Han fortsatte som manager og producer for andre på pladeselskabet Abracadabra og siden som kunstnerisk leder af Gyldendals pladeselskab Exlibris. Han igangsatte ”den litterære bølge”, som parrede halvfjerdsernes musikere med danske digtere, og har stået fadder til udgivelser som Benny Andersen og Povl Dissings Svantes Viser, Trille, Erik Grip, Peter Thorup, Pia Raug, Lasse og Mathilde og Jan Toftlund. Efter nogle år som producer genoptog Peter sin egen karriere med såvel rock, country og cajunmusik, som politiske sange af særligt Carl Scharnberg og Oskar Hansen. I sidste del af karrieren har Peter særligt oversat og skrevet musik til nordiske digtere som Dan Andersson og Rudolf Nielsen, samt tonesat danske forfattere som Jeppe Aakjær, Emil Aarestrup, Kaj Munk og senest i 2019 Nis Petersen.

Læs mere på www.peterabrahamsen.dk  og i Peters biografi ”Man skal jo starte et sted”