Startside        Udgivelser     Madkurser      Turneplan      Presse     Om Peter       Kontakt

tilbage til forsiden


 

Køb Peters biografi:
200.-kroner

Baggrund om Peter Abrahamsen 

Allerede i 1958 debuterede den 16-årige Peter Abrahamsen med Won’t you wear my ring, dengang under navnet Peter Abrams i selskab med  bl.a. guitaristerne Jørn Graungård og Jørgen Ingemann.  Han var cykelbud i et pladeselskab og fik chancen for at vise, hvad han kunne på sin guitar i de næste fire-fem år, hvor han blev kaldt Danmarks svar på Lonnie Donegan og rejste Norden rundt med sin Skiffle Group eller Rythm Rockers. Senere indspillede han en række singler og EP’er, medvirkede i TV shows i Danmark, Tyskland og Finland samt havde en mindre optræden i filmen ”Prinsesse for en dag”. Stadig som Peter Abrams indspillede han Danmarks første musikvideo ”Lonesome Fella ” som blev instrueret af den dengang unge, talentfulde filmmand Flemming LaCour og med deltagelse af bl.a. den daværende korsanger, senere radiovært Nete Schreiner.  Han var medstifter og redaktør af musikbladet Hit, men valgte at tage en reklameuddannelse og siden dukke op som folkemusikklubvært, manager og musikproducer for andre.   

I en længere årrække drev han sit eget musikbureau og pladeselskab Abracadabra fra Larsbjørnsstræde i hjertet af København og hjalp helt unge kunsterne frem i lyset så som Shit og Chanel, Knud Christensen, bedre kendt som Sebastian, Pia Raug og Erik Grip. Det var også her, den første Svantes viser med Benny Andersen og Povl Dissing så dagens lys. Blikket for talenterne blev udnyttet, først som opbygger af Gyldendals grammofonpladeselskab Exlibris og senere fra en direktørpost i Metronome Records.
Han grundlagde, hvad der senere er kaldt den litterære bølge, hvor han formåede at parre musikere med litteratur i en frugtbar symbiose. Blandt de mest kendte kan nævnes Mathildes version af Tove Ditlevsens Pigesind, Sebastians Bertolt Brecht sange Tiderne skifter, Peter Thorups indspilning af Tom Kristensen digte Rejsen til Kina, og Anne Linnets indspilning af Tove Ditlevsen digte Kvindesind samt Erik Grips Frank Jægers viser.

Også som producer har Peter markeret sig, blandt andet som producer for Erik Grip, Povl Dissing og Benny Andersen, Jan Toftlund, Trille og har stadig et godt blik for talenter, senest for bluessangerinden Rikke Bruhn, der blev nomineret til en Danish Music Award Folk i 2008.
Peter kom i 1999 tilbage på Exlibris efter at have været væk som udøvende kunstner i en årrække.

Sideløbende med pladeproducerjobbet har Peter også arbejdet for Danmarks Radio, hvor han både var vært på P3 morgen- og natradio og på giro 413, samt tilrettelagt en række countrymusikprogrammer i TV og radio og endelig arbejdet ed et ugentligt program med nordisk musik.  

Peter Abrahamsen er kendt for sit politiske engagement, hvor han har sat musik til og indspillet digte af Oskar Hansen og den norske arbejderdigter Rudolf Nielsen, ligesom han har turneret i en lang årrække med digteren Carl Scharnberg, hvis digte han ligeledes har sat musik til og indspillet. Han turnerer i dag med sin egen musik, samt med sange af blandt andre Emil Aarestrup, Evert Taube, Cornelis Vreeswijk og Sigfred Pedersen og B.S. Ingemann. 

At have rundet de 70 betyder ikke, at man er blevet til en museumsgenstand: Peter er fortsat meget aktiv som udøvende kunstner. Han har i den senere tid valgt at give nyt liv til den danske sangskat og har blandt andet fornyet den danske sømandssang med markante indspilninger af Hils fra mig derhjemme, Anne Mari’, Den er fin med kompasset og andre hjemlængsel sange. Hans forkærlighed for country fornægter sig ikke, og i de senere år er hans musik tillige blevet inspireret af cajunmusikken.

Senest har han haft stor glæde af at  oversætte og gendigte den svenske digter og forfatter Dan Andersson på albummet Vejen til Luossa, lige som han har taget fat på Jeppe Aakjær i albummet "Jeg er født på Jyllands sletter" (2013), Kaj Munk i "Den blå Anemone" (2014) og "Souvenir - til en veninde" (2015) 

  • Peter Abrahamsen optræder som solist
  • Peter Abrahamsen med akkompagnement af pianisten Torben Kjær
  • Peter Abrahamsen, Janne Lærkedahl og Torben Kjær i Sigfred Pedersen Cabaret
  • Peter Abrahamsen og Evergreeners, (Kristian Lassen trommer, Ole Bendix guitar, Bo Liengaard bas, Janne Lærkedahl, vokal)